Socialrådgiver eller tilrettelægger
Det kan være svært at sige præcist hvornår en grænse bliver overtrådt, specielt når man arbejder som tv tilrettelægger, det er et job som indeholder en bred vifte af personlige og professionelle udfordringer og etiske dilemmaer som man hele tiden skal tage stilling til.
En af disse udfordringer ligger specielt mellem det professionelle og det private forhold til de medvirkende man arbejder med.
Af: Oskar Westh-Madsen, Alexander Stenholt og Ida Høeberg Madsen
Ekstra svært kan det være når man har med såkaldte sårbare medvirkende at gøre, dette kan være alt fra intellektuelt udfordret til psykisk syge eller personer i økonomiske problemer.
Meningerne om hvorvidt man skal danne tætte relationer med sine medvirkende er delte. To anonyme tilrettelæggere - vi kalder dem Anna og Sophie - som begge har arbejdet med sårbare medvirkende, understreger at det handler om hvad tilrettelæggeren vil kaste sig selv ud i og hvor meget tid man vil bruge på de medvirkende. Nogle programmer kræver at man kommer helt tæt på, hvor man med andre programmer kan holde sig lidt på afstand.
Helt tæt på.
Anna tager altid sin telefon. Hun mener at programmet og de medvirkende kræver at hun altid er tilgængelig og bruger også meget af sin fritid på de medvirkende.
“De ringer til mig på nytårsaften og ønsker mig tillykke før de ringer til deres familier.”
Anna føler et stort ansvar for sine medvirkende og prøver så vidt hun kan at hjælpe dem med deres psykiske problemer. Det er for Anna vigtigt at hun har en tæt relation med sine medvirkende, da det skaber bedre TV. Dog er der naturligvis en grænse i forhold til hvad man kan hjælpe med.
“Jeg hjælper dem ikke praktisk men jeg hjælper dem rigtig meget psykisk. hvis de ringer og siger de er kede af det, kan vi tage en tøsesnak om det”
Sophie har telefontid fra 8 - 16. Hun fortæller sine medvirkende at hvis det er meget akut, må de sende en SMS og så kan de komme i kontakt med hende.
“Det er meget vigtigt at kridte banen op inden man begynder og faktisk overinformere sine medvirkende”
Da Sophie startede sin praktik som tilrettelægger hos et stort produktionsselskab, hoppede hun i med begge ben og fik etableret en tæt forbindelse med en sårbar medvirkende. Så tæt, at den medvirkende ikke kunne forstå at optagelserne var færdige og at forholdet mellem de to måtte ophøre. Det endte med at de var i kontakt et helt år efter programmet var blevet sendt.
“Han bevægede sig lidt i det felt mellem at flirte og samtidig var vi også hans søde små piger og han kunne ikke affinde sig med at bare være den person vi interviewede.”
Denne oplevelse har Sophie taget med sig, og nu sørger hun altid for at gøre det helt klart for sine medvirkende hvordan tingene kommer til at foregå.
Det er op til en selv.
Om en grænse bliver overtrådt er i sidste ende op til den enkelte tilrettelægger, dog er
det stadig vigtigt, at man fra starten af processen kridter banen op og sætter nogle klare grænser mellem sig selv og sine medvirkende.
Én ting som er fælles for de tilrettelæggere vi har snakket med, er interessen I den gode historie, og vigtigheden af tillid mellem medvirkende og tilrettelægger.