Nej til retningslinjer om sårbare medvirkende

 

 

I arbejdet med sårbare mennesker på tv, støder man hurtigt på den diffuse grænse mellem det professionelle og private. Spørgsmålet om, hvor langt man bør gå for at komme ind på livet af sine medvirkende melder sig. Alligevel ønsker hverken redaktører eller tilrettelæggere faste regler om, hvordan man bør agere overfor sine medvirkende. Det må være op til den enkelte at vurdere det

 

 

Af: Ann-Sofie Packert og Lærke M. Rosenberg

 

 

 

Med en baby i favnen

Klokken er 18.30 og Catrine sidder i en lejlighed i Brønshøj med en 9-måneder gammel baby i favnen. Hun har været der siden kl. 13, men kan ikke få sig selv til at gå endnu. Hun er i gang med at producere sit sidste afsnit af De Unge Mødre og interviewet med den unge mor blev mere følelsesladet end forventet. Catrine ved, at hvis hun var gået da interviewet reelt var slut, ville den unge mor ikke få købt mad ind til sit barn og derfor er hun blevet, for at passe ham indtil hun er tilbage fra indkøb.

 

Fra tilrettelægger til babysitter

Denne situation fik Catrine til at overveje, hvad det vil sige at arbejde med sårbare medvirkende. Hun gik fra at være tilrettelægger til babysitter. Hun tænker situationen igennem: Er hun gået for langt i forhold til at involvere sig selv i den unge mors liv? Burde hun have sagt nej til at blive i lejligheden og passe babyen? Og hvad med da venneanmodningen tikkede ind kort efter de var begyndt på optagelserne – var det forkert at trykke Accept?

 

Godt tv

Ofte er den sårbare medvirkende netop sårbar, fordi han eller hun blotter sig selv – viser sit liv, sin baggrund, sine drømme og bekymringer. Og det er netop det, der gør det interessant at se. Men at få andre mennesker til at vise så meget af sig selv og åbne op for dybe følelser og udtalelser, kræver empati og indlevelse. Derudover er sårbare medvirkende lige så forskellige, som alle andre medvirkende og derfor må man som tilrettelægger være fleksibel, åben og vurdere fra situation til situation.

 

Støtte i redaktøren

Blandt redaktører og tilrettelæggere, er der bred enighed om at der ikke bør laves overordnede retningslinjer for, hvordan man håndterer sårbare medvirkende. Man kan ikke fra redaktionens side stikke et sæt regler ud, om fx hvor sent på aftenen man må tage telefonen, hvor vidt man må acceptere facebookvenskab og hvor længe man må blive i den medvirkendes lejlighed efter kameraet er slukket. Spørgsmålet om hvor meget man kan og vil gøre for sin kilde må være op til den enkelte tilrettelægger at vurdere. Der er dog bred enighed om, at det er enormt vigtigt at have en god redaktør bag sig, der kan steppe ind og støtte op, hvis en medvirkende pludselig bliver for krævende. I sidste ende er det redaktørens job, at både tilrettelæggeren og kilden ikke føler sig udnyttet.

 

Menneskelige valg

Tilbage til lejligheden i Brønshøj er den unge mor er kommet tilbage fra indkøb. Babyen som Catrine sad med er faldet i søvn og Catrine går ud i køkkenet, hvor moren står og varmer grød. Hun fortæller den unge mor, at hun selvfølgelig må ringe, hvis der er noget, men at da hun stopper som tilrettelægger på programmet, skal hun vænne sig til at kontakte den nye tilrettelægger. Det forstår den unge mor godt, men hun spørger alligevel om de kan forblive venner på Facebook. Det siger Catrine ja til og da hun når ned til sin bil, er hun også glad for, at hun blev lidt længere. Når man laver tv med sårbare mennesker, må man træffe menneskelige valg.

 

 

”Catrine” er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes identitet.