Tilrettelæggere bør investere sig selv i deres medvirkende

 

Sårbare medvirkende (der defineres som enten ressourcesvage, fysisk/psykisk udfordrede, børn, eller mennesker i krisesituationer) fylder tæt på en tredjedel af den dansk producerede programflade. Derfor må flere tilrettelæggere tage stilling til, hvordan de vil forholde sig til deres medvirkene - hvor meget eller hvor lidt de vil investere af sig selv i relationen.

 

Af: Mathilde Oda, Niklas Konoy & Sofie

 

 

Når man laver tv, handler det ofte om at komme ind på livet af sine medvirkende, før de oprigtige, ærlige og stærke historier kan foldes ud foran kameraet. Derfor er det vigtigt, at de medvirkende føler sig trygge ved tilrettelæggeren, og kan ytre sig frit og ubekymret. En erfaren tilrettelægger beskriver forholdet til sine medvirkende som et venskab. Et venskab som i højere grad handler om den medvirkendes liv. Han mener, at man bør være parat på at give noget af sig selv, for at opnå et ægte og ærligt forhold, samt være til rådighed - også udenfor arbejdstiden. Men hvor går grænsen mellem at være professionel og privat? Skal man nødvendigvis være til rådighed for sine medvirkende, når man står midt i aftensmaden? Og kan man blive facebook venner med sine medvirkende, eller er det ok at ville adskille sit privatliv fra sit arbejdsliv? Den erfarne tilrettelægger syntes ikke, at man skal tage afstand fra sine medvirkende. “Man skal ikke ofre, man skal give”, siger han, og fortæller, at han selv har inviteret flere af sine medvirkende til sin seneste fødselsdag.

Dog er det ikke alle tilrettelæggere, som har den samme indstilling til relationen til deres medvirkende. Af en rundspørge blandt tilrettelæggere viser det sig, at ca. 65% aldrig eller sjældent bliver venner med deres medvirkende på facebook. Heriblandt er det kun 11% der ofte bliver facebook-venner med deres medvirkende.

To adspurgte tilrettelægger-praktikanter fortæller, at de i høj grad prøver at undgå for nært venskabeligt forhold, og i stedet forsøger at skabe en professionel kontakt. Dermed kan de bedre adskille arbejde og fritid, og undgå stress og forpligtelser i forbindelse med deres medvirkende. Når produktionen er færdig, kan forholdet til den eller de medvirkende også lettere lukkes ned, og begge parter har en forståelse for, at det har været en professionel relation. Ulempen ved denne form kan dog være, at noget af den intimitet og ærlighed, man ikke har med sin medvirkende, også forsvinder fra det endelige program.

 

Begge praktikanter har været glade for at lave tv med sårbare medvirkende, selvom de begge føler, at det er noget de er blevet kastet ud i. De føler, at de selv har skulle finde balancen mellem privat og professionel, og at der i deres uddannelse ikke har været fokus på håndteringen af sårbare medvirkende. Dette kan give stof til eftertanke og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man bedst bliver forberedt på de udfordringer, der ligger ude i virkelighedens produktioner.