Hvem skal sørge for at klæde tilrettelæggerne på til arbejdet med sårbare medvirkende?
“For mig er det på mange måder et 24/7 job” siger dokumentarist Mira Jargil om sit arbejde, der ofte indebær et tæt sammenarbejde med sårbare medvirkende og tilføjer; “hvis jeg vælger at lave en film med, og om sårbare medvirkende, så ved jeg også godt hvad det indebærer - så har man ikke fri kl. 17.”
Af: Chilie Hviid Orloff, Louis Gretlund og Signe Mathielde Algreen
Arbejdet med sårbare medvirkende kræver ofte flere ressourcer end arbejdet med andre medvirkende. Opmærksomhed og tid er nogle af de ressourcer der blive trukket meget på, hvilket betyder at arbejdstiderne ofte bliver udflydende for tilrettelæggerne og de praktikanter der er med på produktionen. Ca. 30% af de udsendelser der bliver produceret i Danmark, har sårbare medvirkende, og for mange tilrettelæggere er håndtering af psykisk og sårbare medvirkende et arbejdsvilkår man håndterer på daglig basis. Et arbejdsvilkår som mange af de tilrettelægger vi har spurgt føler sig beriget af, men som også skaber konflikter og udfordringer. “Man kommer også hurtig til at overskride sine egne grænser fordi man tænker, at hvis de bakker ud, så har man ingen film” understreger Mira Jargil.
Hun påpeger at det er vigtigt for hende, at få hjælp med de arbejdsopgaver hun ikke selv har redskaber til at kunne håndterer; “Jeg er ikke psykiater og psykolog” og Mira Jargil mener det er vigtig skridt, at erkende sine egne grænser. Derfor skaber Mira Jargil luft i sit budget til en psykolog, når hun skal arbejde med særligt sårbare medvirkende. For at hjælpe med at håndterer de problematikker der kan opstår i arbejdet, og som kan fungerer som en superviser der kan træde ind når Mira ikke selv har de arbejdsredskaber der skal til for håndterer situationen mest optimalt.
Det er en problematik Mira Jargil ikke står alene med, og mange tilrettelæggere kan nikke genkendende hertil.Der hersker ingen tvivl om, at tilrettelæggere i større og større grad, kommer til at beskæftige sig med sårbare medvirkende. Der hersker heller ingen tvivl om, at mange ikke altid føler sig rustede til, arbejdet med disse sårbare, da mange ikke føler, at de har redskaberne. Et vigtigt spørgsmål, der derfor rejser sig i denne forbindelse er hvor redskaberne tilegnes henne: er det tilrettelæggeren selv, der skal finansiere supervision/psykologhjælp, som Mira Jargil gør det? Er det uddannelsesinstitutionerne der skal gøre det til en del af undervisningen? Eller måske er det redaktionerne, der skal have klare retningslinjer for hvad man stiller op i disse situationer?
I en artikel fra Journalisten påpeger formand for Film og TV-gruppen i Dansk Journalist forbund, Johannes Pico, at mange medlemmer ringer ind og er frustrerede over, at der ikke bliver gjort nok for medlemmerne, bl.a. når de bliver stressede. Hos Dansk Journalist forbund oplever man at mange af deres medlemmer ikke er klar over hvilken slags hjælp der er at hente hos dem, og erkender der er et kommunikationsproblem. Selv siger de at de har svært ved at nå ud til medlemmerne og det vil de ændre med et nyt projekt der blev skudt i gang i torsdags. Et nyt ambassadørkorps er blevet valgt ind, og de skal fungerer som bindeled mellem Journalist forbundet og medlemmer ude i film- og TV -branchen. Ambassadørkorpset skal vise kollegaerne hvordan man kan bruge forbundet mere optimalt, samt gøre opmærksom på de tilbud der allerede findes, hvis man eksempelvis er blevet ramt af stress.