”Man skal turde spørge”
Uddannelsen TV- og Medietilrettelæggelse på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole møder kritik fra højskolens praktikanter. Kritikken bunder i en øjensynlig mangel på praktiske værktøjer til at arbejde med sårbare medvirkende. Mia B. Heldam, faktaredaktør på DK4, mener, at det praktikanterne har brug for er sociale kompetencer. Ifølge hende er ingen cases ens, og man kan derfor ikke lave et sæt retningslinjer, som vil gøre sig gældende i alle situationer.
Af: Malene Rønnest Nielsen,
Mai Christine Andersen & Sandra Victoria Vazquez Ibarra
Begrebet ‘sårbare medvirkende’ er kendt blandt de mange produktionsselskaber og tv-kanaler. Det drejer sig om medvirkende, som har noget på spil i programmer, som skildrer en svær tilværelse eller konkret situation. Og medvirkende som risikerer at være lidt ekstra udsatte både under optagelserne og efter offentliggørelsen af programmet.
Disse sårbare medvirkende er mere krævende at arbejde med, og det stiller ekstra store krav til tilrettelæggeren. Nogle krav som ikke alle - særligt tilrettelæggerpraktikanter, føler sig lige godt rustet til. Det møder nu kritik fra studerende og praktikanter fra DMJX, som netop oplever at finde sig selv i enormt udfordrende og svære situationer, når de kommer ud i praktisk arbejde.
I en undersøgelse foretaget på SurveyMonkey af 10. årgang af de TVM-studerende på højskolen i Emdrup, svarede 63 ud af 67 adspurgte grønne branchefolk, at de føler en stor berigelse ved at arbejde med sårbare medvirkende. Derfor er det ikke overraskende at så mange, på trods af kritikken, siger ja til at arbejde på sådan en produktion. Men når det er sagt, så føler næsten 50 % af de adspurgte, at de mangler redskaber til at håndtere de sårbare medvirkende.
Mia Heldam har selv arbejdet som tilrettelægger i mange år og sidder nu som faktaredaktør på DK4. Hun har blandt andet arbejdet som tilrettelægger på dokumentarserien ’De Sjældneste’. En serie på to afsnit, som sætter fokus på kronisk syge børn, der danser ballet på Det Kongelige Teater. Dette program vidner om nogle af de dilemmaer, man som tilrettelægger kan blive stillet overfor i sit arbejde med sårbare medvirkende.
“Der er en episode i del ét, hvor Laura (som lider af muskelsvind, red.) får skyllet sin mave. Den var rigtig rigtig svær at klippe [...] Og jeg endte med at sige til Anders (red. min klipper), at det skulle klippes helt ned, for jeg ville ikke have, at hun og familien følte sig udstillet. Vi får det klippet og arbejder videre, og så har vi et gennemsyn,” forklarer Mia Heldam.
Det var vigtigt for Mia, at familien ikke følte sig udstillede, og det sidste hun ønskede var at lave ”følelsesporno.” Mia Heldam ser scenen igennem igen, men efter en samtale med familien beslutter de alligevel at gøre scenen længere på trods af de stærke billeder for, som familien forklarer, var episoden en del af deres hverdag, og Mia Heldam indser, at hun må være tro mod historien.
Mia Heldam mener ikke, at man direkte kan imødekomme at opstille nogle faste retningslinjer for arbejdet med de sårbare medvirkende, men det er stadig utrolig vigtig at blive undervist i emnet ”sårbare casestories”. Hun foreslår, at det kan være i form af gæsteundervisere udefra med erfaring på området, men det vigtigste er, at de studerende bliver rustet til at stole på sig selv.
”Man skal have både hoved og hjerte med på job - og det er bestemt ikke pinligt at spørge redaktører/ældre tilrettelæggere til råds, når man er i praktik. (…) Man skal turde kaste sig ud i det. Man skal turde spørge.”
Mia Heldams erfaring er, at det handler om at forholde sig til den pågældende case, og hun er ikke et sekund i tvivl om at det drejer sig om at kigge ind ad, finde sit hjerte frem og vide, at man arbejder med mennesker og ikke på en samlebåndsfabrik.
”[...] det allervigtigste redskab er, at man har empati og tænker, at hvis det var en selv, der stod i den situation – en svær situation, og der var nogen, der skulle følge en, skildre ens liv, hvordan ville man så gerne have, at de håndterede det?”