Af: Peter Lauta, Frederik Bygballe og Mathilde Munch

den 4/3-2016

 

 

 

Louise er en af de omkring 350 praktikanter, der hvert år skal prøve kræfter med mediebranchen som journalist eller tilrettelægger.

Louise startede selv i et større produktionsselskab og var klar i spyttet - hun ville fra starten af sit praktikforløb, fortælle de tunge historier. Historier som omhandler sårbare medvirkende.

“Det var vigtigt for mig fra starten af praktikforløbet at afprøve, om jeg nu også var god til at levere tryghed til de sårbare medvirkende, og om jeg kunne holde til det.“

Derfor blev Louise kastet direkte ud i en produktion omhandlende mobbeofre.

 

Men havde Louise valgt DR som praktikplads, var hun ikke i samme grad blevet kastet for de sårbare løver.

Hos DR Livsstil & Samfund er arbejdet med sårbare medvirkende en stor del af tilrettelægger-hverdagen. Alligevel vil man som praktikant ikke blive sat til at arbejde med den type medvirkende som noget af det første.
“Det handler om, om man ser praktikanter som en arbejdskraft eller som nogen, der skal lære noget - og her ser vi dem helt klart som det sidste” - siger Anders Roholt, redaktør hos DR Aarhus. Den holdning bakker hans redaktør-kollega, Camilla Emborg, op om. Hun ser det i høj grad som et spørgsmål om prioritering, hvor praktikanten først skal have styr på basale færdigheder såsom klipning og generel historiefortælling.

 

En helt anden holdning mødte Louise i sine første dage i branchen. “Det gjorde stort indtryk på mig at min første redaktionschef sagde: Jeg vil ikke høre ordet praktikant. Du er på lige fod med os andre, men selvfølgelig kommer du til mig, hvis der bliver det mindste - ad sti afsted med dig”. Louise slår dog fast, at der altid var et sikkerhedsnet. Når dagen var omme, stod hun aldrig alene med ansvaret.

 

Selvom man i højere grad holder praktikanterne i hånden hos DR, ønsker man dog ikke at afskære dem helt fra det hårde arbejde med sårbare medvirkende. “De skal jo lære det” siger Anders Roholt, og det er lige præcis Louises argument for, at praktikanterne skal kastes ud i det. “Det er jo for helvede i praktikken man skal fejle.”. Man skal dog være klar til det og rumme nogle kvaliteter som menneske, f.eks som det at kunne sige fra. “Som praktikanter er vi jo ikke små børn. Man må også selv have et ansvar for at sige fra. Lige så snart redaktionschefen fornemmer at du kan sige til og fra, kan han stole på dig og vil fralægge sig ansvar til dig.“

Der er ingen tvivl om, at man fra DR’s side ønsker at tage størst mulig hensyn til både medvirkende og personale. Men måske er det netop ved at slippe praktikanterne fri, at de lærer sig selv og deres grænser at kende som tilrettelæggere. Det mener Louise ihvertfald, og hun er glad for den tillid hun blev mødt med som praktikant. Det har gjort, at hun allerede i dag har stor erfaring med at skabe tryghed for sårbare medvirkende, og selvom arbejdet kan være hårdt, så er det det hele værd, mener Louise.